Mennesker i centrum for AI-kompetencer
EK - Erhvervsakademi København deltager i AI-kompetencepagten for at sikre, at udviklingen og implementeringen af kunstig intelligens sker med udgangspunkt i mennesket – ikke teknologien. Vi ønsker at fremme en ansvarlig digital udvikling, hvor AI understøtter faglighed, kvalitet og arbejdsglæde – særligt hos medarbejdere i EKs aftagervirksomheder.
”Vi ser AI som en støtte, ikke en erstatning,” siger Morten Boesen, docent på EK. ”Derfor er vi optagede af, hvordan vi kan fremme ansvarlige AI-kompetencer, som styrker medarbejdernes rolle og giver dem mulighed for at forstå og forme teknologierne – ikke bare tilpasse sig dem.”
Med forskningsprojektet AI in Action (AiA) som ramme, arbejder EK for at gøre AI til en reel samarbejdspartner i arbejdslivet. Vi mener, at AI kun skaber værdi, når det anvendes med omtanke og i respekt for det faglige arbejde.
Kompetencer, der kan mærkes i praksis
EKs tilgang til AI-kompetenceudvikling tager udgangspunkt i praksis. I stedet for generelle kurser tilbyder vi eksperimenterende forløb, hvor medarbejdere i EKs aftagervirksomheder undersøger og afprøver, hvordan AI konkret kan anvendes i deres egne arbejdsgange og fagområder.
I AiA-projektet udvikler vi derfor forløb, hvor AI-kompetencer opstår i tæt samspil med medarbejdernes domæneekspertise. Vi arbejder med feedback-sessioner, praksisnær refleksion og værdibaserede diskussioner om teknologiens konsekvenser for faget, opgaverne og samarbejdet.
Denne tilgang er i tråd med AI Act’s Artikel 4, som pålægger virksomheder at sikre, at medarbejderne har de nødvendige AI-færdigheder til at anvende teknologien forsvarligt og meningsfuldt i praksis. Det betyder, at kompetenceudvikling ikke blot handler om teknik, men også om at forstå AI’s konsekvenser og anvendelsesområder. AI-systemer skal ikke bare være teknisk sikre – de skal anvendes af medarbejdere, der har viden, dømmekraft og handlekraft til at tage ansvar, stille spørgsmål og påvirke teknologien i deres eget arbejdsliv.
EK’s tilgang er inspireret af både europæiske og internationale rammer for ansvarlig AI, herunder EU’s retningslinjer for pålidelig AI, OECD’s AI-principper og – ikke mindst – de kompetencekrav, som AI Act nu forpligter os alle til at tage alvorligt.
