AI former fremtidens arbejdsmarked for Forsikringsforbundets medlemmer
AI udvikler sig hurtigt – og det kræver stærke digitale kompetencer. Derfor er Forsikringsforbundet nu partner i AI-kompetencepagten for at fremme ansvarlig brug af teknologien og sikre, at udviklingen gavner både medlemmer, virksomheder og samfundet som helhed.
“AI-kompetencepagtens værdier: Alle skal med, arbejdsglæde i fokus og ansvarlig brug af AI flugter perfekt med Forsikringsforbundets arbejde for at sikre vores medlemmer et holdbart arbejdsliv,” siger Lars P. Øelund Helvard “AI kan være et værktøj, der kan bidrage til netop det og samtidig er det vores opfattelse, at anvendelsen skal være ansvarlig og med øje for at AI skal arbejde for mennesker ikke omvendt”.
Opkvalificering skal omfatte hele arbejdsstyrken – ikke kun specialister, men også ledere, medarbejdere og beslutningstagere. For at sikre en ansvarlig anvendelse skal AI være både tilgængelig og relevant for alle, og kompetenceudvikling er nøglen til det.
Vi ønsker at fokusere på fremtidens AI-kompetencer i takt med teknologiens og arbejdsmarkedets udvikling. Vi medvirker i det spor, der arbejder for diversitet i AI – så teknologien gavner alle uanset køn, alder, baggrund eller funktionsniveau. Målet er at identificere skævheder, fremme inklusion og sikre opkvalificering med blik for mangfoldighed.
Gennem partnerskabet i AI-kompetencepagten bidrager Forsikringsforbundet til at fremtidssikre medlemmernes kompetencer og arbejdsmarkedsværdi i en tid med stigende brug af kunstig intelligens. Samtidig bidrager forbundet med ny viden, netværk og adgang til relevante opkvalificeringsforløb, der understøtter en ansvarlig og inkluderende brug af AI.
