Før Københavns Lufthavne beslutter, hvor AI skaber værdi, mener Tenna Ørim-Kristensen, Head of Data and AI, at lederne skal forstå teknologien, dens muligheder og dens begrænsninger. Læs om CPHs AI-lederprogram og de konkrete grab, der skal hjælpe lederne med at træffe kvalificerede valg om AI.
Mennesket før teknologien
For Tenna Ørum-Kristensen handler kunstig intelligens om at forstå, hvornår teknologien skaber værdi, og hvornår mennesker fortsat bør være i centrum.
"Jeg vil gerne have, at dialogen handler om, hvad vi skal anvende AI til, og om vi overhovedet skal anvende AI i den konkrete situation. For at kunne tage den diskussion er lederne nødt til at forstå teknologien ordentligt," siger hun.
Et af de områder, hvor hun mener, at diskussionen er særlig vigtig, er kontakten til passagerer og kunder.
Mens nogle virksomheder eksperimenterer med digitale avatarer og AI-baseret kundeservice som første kontaktpunkt, mener Tenna Ørum-Kristensen ikke, at mere kunstig intelligens nødvendigvis er bedre.
"Vi bruger AI de steder, hvor det kan hjælpe os. Men der er også situationer, hvor den menneskelige kontakt skaber størst værdi. Derfor møder du ikke en digital avatar som det første, når du henvender dig til CPH," siger hun.
Fravalg kræver indsigt
Netop derfor mener Tenna Ørum-Kristensen, at AI-rejsen bør begynde med lederne.
Hvis organisationen skal kunne træffe kvalificerede valg om, hvor kunstig intelligens skal anvendes, og hvor mennesker fortsat skal spille hovedrollen, kræver det ledere, der forstår teknologien godt nok til at vurdere både muligheder, begrænsninger og konsekvenser.
Ifølge hende er det mindst lige så vigtigt at kunne sige nej til kunstig intelligens som at kunne sige ja.
"Man kan kun træffe et bevidst fravalg, hvis man forstår, hvad man vælger fra. Derfor starter vi med lederne. De skal kunne sætte retningen og skabe tryghed for medarbejderne, når AI bliver en del af hverdagen," siger hun.
Fire moduler skal styrke ledernes AI-forståelse
Den tankegang er baggrunden for CPH's AI træning til ledere, som skal gøre ledere bedre rustet til at navigere i de muligheder og dilemmaer, kunstig intelligens medfører.
Programmet starter som et pilotforløb med den øverste operationsledergruppe og den digitale ledergruppe. Ambitionen er efterfølgende at skalere initiativet til omkring 250 ledere i løbet af 2027.
Målet er ikke at gøre lederne til AI-specialister.
Målet er at give dem et fælles sprog og et bedre grundlag for at vurdere, hvor kunstig intelligens kan skabe værdi, og hvor mennesker fortsat gør den største forskel.
Tre råd du kan tage med tilbage i din organisation:
- Lederne i jeres organisation skal forstå og se, hvor teknologien kan gøre en konkret forskel i netop deres kontekst. Hvis de ikke kan det, er der langt fra AI-strategi til konkret forandring og implementering.
- Kunstig intelligens og de nødvendige beslutninger skal forankres højt i direktionen og kan ikke overlades til en klassisk it-funktion.
- Gør det så let som muligt at adoptere for både ledere og medarbejdere. Kontekstnære cases og træning slår et generisk forløb.
“Topledere findes i to varianter: dem, der er superkritiske over for AI, og dem, der bare vil ud over stepperne. Begge dele er risikabelt. Man kan hverken lukke øjnene, eller gå all-in. Man skal træffe sin beslutning om, hvordan man vil arbejde med AI på et oplyst grundlag,”
