Universal Robots: Graduateprogram sikrer adgang til talent  

Fynske Universal Robots har for nyligt etableret et graduateprogam. Målet er at komme først i kampen om digitale og tekniske talenter, som gennem programmet hurtigt opkvalificeres og udvikles til ambassadører med stor viden om virksomheden.  

Universal Robots

Fynske Universal Robots har for nyligt etableret et graduateprogam. Målet er at komme først i kampen om digitale og tekniske talenter, som gennem programmet hurtigt opkvalificeres og udvikles til ambassadører med stor viden om virksomheden.  

Konkurrencen om digitale og teknologiske talenter bliver mere og mere intens. 

Virksomhederne skal smøge ærmerne op, have de rette værdier og gode karrieretilbud for at tiltrække de bedste digitale og tekniske talenter.  

Det har man for længst erkendt hos den fynske robotvirksomhed Universal Robots, der er blandt de seneste medlemmer af Digital Dogme. Derfor har virksomheden etableret et graduateprogram, der skal tiltrække og opkvalificere talenter, så de hurtigere kan indgå i selv krævende stillinger. 

I spidsen for projektet står Talent Program Coordinator Sofia Thøgersen. Hun kom til Universal Robots i januar 2022 netop for at føre ledelsens idé om et graduateprogram ud i livet – det første i den voksende danske robotbranche. 

“Vi ved, der vil mangle STEM-kompetencer i fremtiden. Graduateprogrammet er en måde at tiltrække unge talenter samtidig med, at vi tilbyder talenterne muligheden for at prøve en masse forskellige ting af i forskellige afdelinger rundt om i koncernen,” siger Sofia Thøgersen og peger på, at de unge hurtigere vil kunne udfylde krævende jobs på denne måde:  

”Man hører tit det klassiske problem, at det mange steder er svært for nyuddannede at komme ind, da opslåede fuldtidsstillinger tit kræver flere års erhvervserfaring. Der ser vi graduate programmet som et naturligt element, der letter adgangen for talenter”. 

Sofia og Kenneth.jpg

Sofia Thøgersen og Kenneth Kirk Fabricius fra Universal Robots.

Handler om udvikling 

Universal Robots har i dag over 900 medarbejdere i over 20 lande. Udformningen af graduateprogrammet bygger oven på virksomhedens erfaringer med unge mennesker fra lignende jobfunktioner som studentermedhjælpere og specialeskrivning. Samtidig har Sofia Thøgersen fået inspiration fra andre danske virksomheder med graduateprogrammer, fortæller hun. 

I Universal Robots er programmet er skruet sammen ved, at hver graduate skal gennem tre forskellige rotationer af seks måneders varighed. Disse udvælges efter en samtale om, hvilke konkrete afdelinger eller associerede selskaber, der vil være relevante for den enkelte.  

En af dem, som har taget imod tilbuddet, er 33-årige Kenneth Kirk Fabricius. Han er en af de første tre deltagere på pilotprojektet og arbejder i dag i virksomheden MIR, der laver industrirobotter, og som Universal Robots er ejet af amerikanske Teradyne.  

“Vi sætter udvikling i system, så virksomheden og jeg får mest ud af hinanden. Samtidig får jeg en masse oplevelser og netværk fra forskellige kontorer og afdelinger. Jeg kan bedre se, hvordan jeg passer ind de forskellige steder,” siger Kenneth Kirk Fabricius. 

Den nyuddannede ingeniør har arbejdet i robotkoncernen i forskellige stillinger siden 2021, hvor han var ingeniørpraktikant. Han skrev desuden speciale i Universal Robots, før han fik tilbudt at blive prøvekanin i pilotprojektet.  

“Det er fedt at være en helt ny, skræddersyet stilling. Også på det personlige plan. Som en del af min udviklingsplan skal jeg fokusere på at bidrage de steder, jeg kan. Rent praktisk betyder det, at jeg skal gøre min stemme gældende de steder, hvor jeg kan give værdi og være opmærksom på at give feedback efterfølgende,” fortæller Kenneth Fabricius. 

Stor værdi for virksomheden   

Hver graduate får fra begyndelsen tildelt en manager, der går igen over hele forløbet. Dertil kommer en lokal manager i de konkrete afdelinger samt en uafhængig mentor, som kan give sparring på et lidt mere overordnet niveau. Praktikken står Sofia Thøgersen for. 

Kenneths hold bliver færdige til februar. Universal Robots har netop ansat fem nye graduates i det færdigudviklede program, der varer halvandet år. På sigt er tanken kontinuerligt at have 10-15 graduates i forløb.  

Ud over at tiltrække talent giver programmet stor værdi for Universal Robots som virksomhed. Det handler om at have friske øjne og nye ideer på processer og projekter samt at skabe kontakter og etablere et korps af ambassadører med en helhedsforståelse af virksomheden.  

“Vi håber jo at udvikle fremtidens specialister og ledere. Succesbarometeret er tilfredshed for virksomheden, for graduates, og at vi indfanger de gode talenter,” siger Sofia Thøgersen.  

Kenneth Kirk Fabricius er ikke i tvivl. Havde han ikke været en del af UR i forvejen, ville graduate programmet klart have gjort en forskel for, om han havde søgt til virksomheden. 

Han har netop skrevet kontrakt med testafdelingen, hvor han var i sin anden rotation. Men først skal han en tur til München for at lære mere om det lokale salgsarbejde. 

“Når man lige er færdig og hører om en virksomhed som denne, er det med ærefrygt. Det er jo verdens klogeste mennesker, som arbejder her, så hvordan skal jeg kunne bidrage. Men det kan vi, og folk ved, vi er nye og er her for at lære. Det er forventet, at der er en læringsproces,” siger Kenneth Krik Fabricius.  

Læs mere om Universal Robots graduate program

Udgivelsesdato

Erfaringer fra Universal Robots: