Statens IT: Graduateprogram til uddannelse af IT-medarbejdere
Danmark er blandt verdens førende i offentlig digitalisering. Men staten mangler mange IT-professionelle.
Danmark er blandt verdens førende i offentlig digitalisering. Men staten mangler mange IT-professionelle.
Statens IT, der leverer og supporterer IT for alle statslige arbejdspladser, tager ansvar for at rekruttere og opkvalificere IT-professionelle i erkendelse af, at løsningen ikke bare er at blive lidt bedre til at rekruttere eller brande sig, eller at håbe på at uddannelsesinstitutionerne optager lidt flere studerende.
"Vi må som virksomhed tage en del af ansvaret ved at være med til at efteruddanne og opkvalificere til de kompetencer, vi har brug for", siger Per Reider Meinertsen, der er teamleder for graduateprogrammet i Statens IT
I 2020 startede Statens IT sit eget graduateprogram, hvor de ansætter akademikere uden en IT-uddannelse, enten som nyuddannede eller med op til to års erhvervserfaring. Det er humanistiske og samfundsvidenskabelige kandidater, sygeplejersker, lærere og pædagoger mv. Nu er 26 kommet gennem graduate-programmet, og det er en stor succes: 24 er blevet ansat, en har fået et andet job, og kun en er hoppet fra programmet før tid.
I graduateprogrammet kommer deltagerne rundt i 15 teams i Statens IT, så de prøver mange emner af og bliver introduceret til mange forskellige funktioner. De specialiserer sig herefter og får et skræddersyet forløb, og bliver ansat der, hvor de har interesse og motivation, og hvor de passer ind. Det kan være mere tekniske specialiseret, det kan være support, kundekontakt, projektledelse mv. I den seneste ansættelsesrunde i oktober 2022 får en gruppe deltagere en specialisering i IT-sikkerhed i samarbejde med Center for Cybersikkerhed.
Det er altså en særlig pointe i graduateprogrammet, at deltagerne ikke rekrutteres for deres IT-kompetencer, snarere tvært imod: De rekrutteres til programmet, fordi de ikke har IT-kompetencer, der kvalificerer dem til at gå direkte ind i en IT-stilling.
"Vi fokuserer på kandidaternes potentiale og motivation i stedet for deres specifikke kompetencer og erfaring", siger Per Reider Meinertsen
Graduateprogrammet kan vare op til 24 måneder, men de fleste har gennemført og fastansættes efter knap et år. Udover træning i de 15 forskellige teams får hver deltager tilknyttet en fast, erfaren mentor, der kan guide dem gennem deres udvikling. På den måde får deltagerne en sikker støtte til at begå sig i en organisation, hvor IT er kernen, mens de udvikler og kvalificerer sig i forløbet.