Digital
Dogme
Netcompany

Opkvalificering bør tages seriøst

Netcompany ansætter medarbejdere med tårnhøje digitale kompetencer, alligevel investerer virksomheden heftigt i løbende opkvalificering. Det handler både om god forretning og medarbejderpleje.

Læs mere
Tilbage til oversigten
CaseOpkvalificering bør tages seriøst

Netcompany ansætter medarbejdere med tårnhøje digitale kompetencer, alligevel investerer virksomheden heftigt i løbende opkvalificering. Det handler både om god forretning og medarbejderpleje.

Videreudvikling af medarbejdere, som allerede er på et højt digitalt niveau, er basalt set, hvad digital opkvalificering handler om hos Netcompany, der på få år er blevet en af de hastigst voksende danske virksomheder. Og uddannelse er en opgave, som virksomheden tager yderst seriøst blandt andet ved at investere i Netcompany Academy, fortæller medstifter og CEO, André Rogaczewski.

”I Netcompany prioriterer vi opkvalificering og løbende uddannelse. Vi er stolte af vores akademi, som vi designede for at fremme vækst og læring for alle medarbejdere i hele forretningen. Der er tale om et omfattende udviklingsprogram, der er målrettet til og skræddersyet efter den enkelte medarbejders behov,” siger André Rogaczewski.

Den daglige opgave med at varetage uddannelse ligger hos Claus Høvelt, Group Talent Management & Development Manager. Han sidder med hovedansvaret for Netcompany Academy, hvis fineste opgave er at sikre, at de unge digitale talenter hele tiden er opdateret med den nyeste viden inden for digitale teknologier og metoder. 

“Det er os, der digitaliserer Danmark og Europa. Derfor søger vi medarbejdere, der allerede har digitale kompetencer og et ditto mindset. Men de skal stadig opkvalificeres - af hensyn til sig selv, til os og til kunderne,” siger Claus Høvelt. 

Læring fra dag 1

Når medarbejderne begynder i Netcompany, indsluses de ind i én af fire forskellige karrieremodeller, hvorfra de udvikles yderligere. Oftest begynder man på konsulentniveau - det er ca. 80 procent af nyansættelserne - derfra er der en række kurser, som støtter medarbejderne, så de fra begyndelsen lærer konkret, hvordan Netcompany arbejder med projekter, og hvilke metoder virksomheden anvender. 

Inden for de første seks måneder kommer alle nye medarbejdere på et fem dages kursus, hvor Netcompany Academy i samarbejde med kunderne klæder nye medarbejdere på til at kunne udarbejde og sikre kravspecifikationer, lave statusrapporter, it-arkitektur og meget andet. Efterfølgende findes der kurser, hvor man går i dybden med eksempelvis at skrive den bedste kode etc., og alt uddannelse er indarbejdet i de konkrete projekter, som medarbejderne er på.

“Traditionelt sender mange virksomheder deres medarbejdere på kurser, hvorefter der ikke sker noget. Læringskurven er naturligvis stejl under kurset, men falder ret hurtigt efterfølgende, når hverdagen rammer. Det, vi prøver, er, at støtte medarbejderne med forskellige kurser og inddrage læringen i deres daglige projekter fra begyndelsen,” fortæller Claus Høvelt.

Netcompany anvender et kendt læringsprincip, der kaldes 70-20-10. 10 procent af læringen sker gennem ca. 15 forskellige seminarer og 50 pop-up kurser, som Netcompany Academy tilbyder. 20 procent kommer fra coaching fra nærmeste ledere og erfarne kolleger, mens 70 procent kommer fra læring på projekterne.  

Derudover findes der en lang række ”Centres of Excellence” inden for platforme, tekniske discipliner og nye teknologier. Her kan medarbejderne deltage efter lyst og behov i online fora, hvor man i høj grad selv bidrager med viden og indsigt. 

”Det er ofte super nørdet. Folk udveksler viden og deler erfaringer i meget høj detaljegrad om kode, arkitektur eller lignende, som andre kan bruge på deres konkrete projekter. Det er social læring på den gode måde,” siger Claus Høvelt.

En stor investering

Alt opkvalificering i Netcompany er forretningsdrevet og sker ud fra konkrete behov. Akademiet støtter forretningen med pædagogiske elementer, struktur og selve opsætningen af kurserne, så kurset fra begyndelsen er optimeret og giver konkret værdi fra start. Det er der en meget klar forklaring på.

“Det koster mange penge at uddanne medarbejderne. Når folk er på kurser, kan de jo ikke være på kundeprojekterne. Trækker jeg f.eks. 100 mennesker ud i tre dage, skal vi være helt sikre på, at det output, de får, er mere værd, end hvis medarbejderne var hos kunderne. Det handler på den ene side om benhård return on investment, men ikke mindst om medarbejderudvikling, tiltrækning og fastholdelse,” siger Claus Høvelt. 

I Netcompany har hver medarbejder to gange om året en performance-samtale med sin nærmeste leder. Her lægger de sammen en konkret plan for, hvor den enkelte skal opkvalificeres og bruge de tilbud om eksempelvis mere avanceret kodning eller nye teknologier, som akademiet har på hylderne.

Akademiet leverer cirka 175 seminarer og 250 pop-up sessions. Det svarer til næsten ét seminar pr. arbejdsdag og mere end ét dagligt pop-up kursus. Men det er vigtigt at prioritere uddannelsen, understreger akademichefen. Af flere årsager:

“Vores stærkeste ressource er vores medarbejdere, og vi er virkelig en ’people first’ organisation. Det handler om at tiltrække og fastholde toptalenter, og de vil konstant udvikles som fagfolk og mennesker, og det er det, vi kan og gør med vores tilgang til medarbejderudvikling og Netcompany Academy. Det er vores dygtige medarbejdere, som leverer vores kundeprojekter, så de skal være helt på forkant, ellers er vi ikke de dygtigste. Løbende opkvalificering bliver derfor også en konkurrencemæssig fordel for os, fordi vi bedre kan tiltrække og fastholde dygtige folk som bedre kan rådgive kunderne og i sidste ende levere solide løsninger,” siger Claus Høvelt og fortsætter: 

 “Vi træner hele tiden. Elitesportsfolk træner også hver dag, så de holder sig skarpe”. 

Læring er i virksomhedens DNA

Claus Høvelt understreger vigtigheden af, at man som virksomhed tager al opkvalificering alvorligt. Også selv om virksomhederne - som Netcompany - er blandt de førende teknologivirksomheder i landet og tiltrækker mennesker, som allerede er digitale talenter.

“Noget af det vigtigste, andre kan lære af os er at tage læring og uddannelse alvorligt. Hvis du virkelig vil kunne tiltrække og fastholde talenter, så er løbende uddannelse en vigtig brik. Så man skal tage det seriøst - helt på øverste ledelsesniveau,” lyder opfordringen fra Høvelt, der fortsætter:   

“For André Rogaczewski og Claus Jørgensen, grundlæggerne af Netcompany, er medarbejderuddannelse helt fundamentalt. Det er en del af virksomhedens DNA og kultur, og der arbejdes kontinuerligt for at bevare den høje kvalitet og relevans. Det er en helt naturlig holdning hos topledelsen, at vi sørger for at uddanne vores medarbejdere.”

Bonusinfo:

En del medarbejdere hos Netcompany har ikke en traditionel IT-uddannelse i bagagen. De kan være fysikere, matematikere eller andre med høje uddannelser, men som ikke har samme digitale kompetencer, som de fleste andre medarbejdere. 

Disse medarbejdere har dog som regel flair for it og en logisk forståelse, som Netcompany bygger på, og får efterfølgende opkvalificeret deres digitale kompetencer herunder inden for kodning og programmering. Andre leverer eksempelvis træning af kundernes medarbejdere.