Arbejds­styrken mangler digita­l­ud­vik­ling, men ingen snakker utroligt nok om det i valgkampen

Et af de vigtigste fokusområder for det kommende folketing - uanset sammensætning - er at løfte danskernes digitale kompetencer. Digitalisering er fundamentet for andre løsninger på samfundsproblemer.

Christiansborg, fotograf Anders Hviid

Et af de vigtigste fokusområder for det kommende folketing - uanset sammensætning - er at løfte danskernes digitale kompetencer. Digitalisering er fundamentet for andre løsninger på samfundsproblemer.

Valgkampen nærmer sig sin slutspurt. Det er kærkommen lejlighed til at flage for en vigtig samfundsopgave, der desværre er fraværende i valgkampen.   

Det handler om digital kompetenceudvikling af den danske arbejdsstyrke. En opgave, der bør være et af de vigtigste fokusområder for det kommende folketing uanset sammensætning.   

I denne valgkamp står vigtige emner som energipriser, sundhedsvæsnet og klimakampen højt på dagsordenen, og danskernes digitale evner er måske ikke det mest ophidsende at føre valgkamp på. Men det er et stort og stigende problem, som politikerne skal tage meget mere alvorligt. 

EU-Kommissionen estimerer allerede i dag, at 25 pct. af den danske arbejdsstyrke mangler basale digitale kompetencer. Med andre ord: Mere end 700.000 danske medarbejdere - fra top til bund - har utilstrækkelig digital forståelse. De ser digitaliseringen tordne afsted, mens de står stille på perronen. Dette er indlysende uholdbart.   

Senest når valgplakaterne ryger på genbrugspladsen, håber jeg, at politikerne husker på, at de er sat i verden for at sætte retning og løse samfundsproblemer; gode digitale kompetencer i hele befolkningen er forudsætningen for at fikse andre problemer med digitalisering og nye teknologier.   

God læring er et samspil mellem praksis og formel uddannelse, og uddannelsesinstitutionerne skal have endnu bedre blik for, hvor de kan supplere, udvikle og udfordre virksomhederne. Dette kræver tæt dialog og samskabelse, og de rammer udstikkes også politisk.   

En række store virksomheder har gennem Digital Dogme taget ansvar og udviklet sine egne medarbejdere med læringsprincipper og en tilgang, som vi skal overføre til både uddannelsessystemet og til de virksomheder, som endnu ikke er i gang.   

Dette arbejde kræver, at politikerne efter valget tager ansvar. Erhvervslivet viser vejen, og jeg håber, at det beundringsværdige politiske engagement, som de fleste politikere besidder, vil blive brugt til at løse et dette problem, der være der efter dette valg, det næste og de næste igen. 

 Debatindlægget er bragt i Børsen den 31. oktober 2022.

Udgivelsesdato